"Ja, vi elsker dette landet" is the Norwegian national anthem, written by Bjørnstjerne Bjørnson and composed by Rikard Nordraak. It became the de facto national anthem in the early 20th century, alongside the song "Sønner av Norge." The anthem was officially adopted in 2019. The lyrics were written between 1859 and 1868, and the melody was composed in the winter of 1863-1864. The song was first performed publicly on May 17, 1864, to celebrate the 50th anniversary of the Constitution. Until the mid-1860s, the songs "Sønner av Norge" and "Norges Skaal" were considered the national anthems of Norway, with "Sønner av Norge" being the most recognized. "Ja, vi elsker dette landet" gradually gained recognition as the national anthem. Over the years, other songs have been considered de facto national anthems, such as "Mitt lille land" after the 2011 Norwegian bombings. Norway also has an unofficial royal anthem called "Kongesangen" and a national psalm called "Gud signe vårt dyre fedreland."

Norwegian lyrics (Bokmål):

I
Ja, vi elsker dette Landet,
som det stiger frem
furet, vejrbidt over Vandet
med de tusind Hjem.
Elsker, elsker det og tænker
paa vor Far og Mor
og den Saganat, som sænker
Drømme paa vor Jord.

II
Dette Landet Harald bjerged
med sin Kjæmperad,
dette Landet Haakon værged,
medens Øivind kvad;
Olaf paa det Land har malet
Korset med sit Blod,
fra dets Høje Sverre talet
Roma midt imod.

III
Bønder sine Øxer brynte,
hvor en Hær drog frem;
Tordenskjold langs Kysten lynte,
saa den lystes hjem.
Kvinner selv stod op og strede
som de vare Mænd;
andre kunde bare græde;
men det kom igjen!

IV
Vistnok var vi ikke mange;
men vi strak dog til,
da vi prøvdes nogle Gange,
og det stod paa Spil;
thi vi heller Landet brændte,
end det kom til Fald;
husker bare, hvad som hændte
ned paa Fredrikshald!

V
Haarde Tider har vi døjet,
blev tilsidst forstødt;
men i værste Nød blaaøjet
Frihed blev os født.
Det gav Faderkraft at bære
Hungersnød og Krig
det gav Døden selv sin Ære –
og det gav Forlig.

VI
Fienden sit Vaaben kasted,
op Visiret foer,
vi med Undren mod ham hasted;
thi han var vor Bror.
Drevne frem paastand af Skammen
gik vi søderpaa;
nu vi staar tre Brødre sammen
og skal saadan staa!

VII
Norske Mand i Hus og Hytte,
tak din store Gud!
landet vilde han beskytte,
skønt det mørkt saa ud.
Alt, hvad Fædrene har kjæmpet,
Mødrene har grædt,
har den Herre stille læmpet,
saa vi vant vor Ret.

VIII
Ja, vi elsker dette Landet,
som det stiger frem
furet, vejrbidt over Vandet
med de tusind Hjem.
Og som Fædres Kamp har hævet
det af Nød til Sejr,
ogsaa vi, naar det blir krævet,
for dets Fred slaar Lejr.

свернуть