I Haslev på Midtsjælland driver slagtermester Niels Frørup Hansen (f.1941) sin slagterforretning med tilhørende endnu fuldt funktionsdygtigt slagtehus, pølsemageri, røgeri og beboelse på Ringstedvej nr. 21. Niels’ farfar købte stedet i 1900, og ejendommen er kun let moderniseret med større facadevinduer i butikken og ældre termovinduer og bølgeeternit på taget i beboelsen, hvor der mht. møblering ikke er sket store udskiftninger gennem de tre generationer. En sjældenhed at finde et så intakt anlæg med slagteri, butik og beboelse.
Som den ene af to tilbageværende slagtere i byen har Niels altid haft et meget bredt udvalg af slagter- og pølsevarer, og vi filmer ham under arbejdet i pølsemageriet og røghuset, ved udskæring af ½ gris og med ekspedition af de mange forskellige faste kunder, der i høj grad kommer for at købe hans over 25 forskellige fine pølser. Undervejs fortæller han om sit arbejde og familiens historie. Oldefar Niels (f. 1846) grundlagde virksomheden og var fra 1877 slagter i Nordskov, lidt nord for Haslev bymidte.
Optagelserne er lavet fem dage i slutningen af juni og en dag i august i 2006. I august året efter holdt Niels slagterforretningens 130 års jubilæum og lukkede samtidig virksomheden. Han gik på pension som 67 årig efter et langt, slidsomt arbejdsliv og flyttede til Fakse Ladeplads i en totalmoderniseret ejerlejlighed, indrettet med mange nye møbler. Han lever et aktivt pensionistliv med rejser og har bl.a. været aktiv i Slagterimuseet i Roskilde og i Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk. Ejendommen med beboelsen i Haslev blev solgt til en smørrebrøds- og cateringforretning.
Ещё видео!