I østen stiger solen op spillet af Ole Tjørnild til Jens Carl Knudsen Troldborgs bisættelse den 18. april 2015.
Tale:
Far fyldte meget for os.
Han var et naturligt omdrejningspunkt.
Ikke fordi at han var krævende. Det var han absolut ikke. Han havde ikke nogen store behov og slet ikke materialistisk.
Nej, han fyldte meget for os ikke kun fordi han var vores far, men også fordi han var rar og sjov og kærlig og interessant at være sammen med. Han var rigtig god at tale med. Han var god til at lytte og havde altid et råd at give. Han var nærværende og engageret, selv i søvne kunne han dirigere: ”Hold, hold, hold, for hulen Erika!”
Og så var han ikke mindst taknemmelig! Han var en man gerne ville glæde, forkæle (ikke også mor?), være god ved, fordi han altid var så taknemmelig for det han fik!
Og han har fået meget godt! Familien betød alt for ham. På en måde var han midtpunkt i familiens skød lige fra han blev født. Alt den kærlighed han fik af sin far og mor og 3 storesøstre og en lillebror, og siden vores mor. Hans elskede Erika. Vores søde mor. Hvor har du givet ham meget og været sød ved ham. Han har virkelig haft et lykkeligt liv.
Han tog i mod og han gav videre. Vi er stolte af at kunne sige, at vores far var et godt menneske, ordentligt og redeligt!
Vi er stolte af ham, det han har udrettet og de værdier han havde og har lært os at kende. Han fylder meget for os og vi kan ikke undgå at føle et stort tab.
Men selv var han meget utilfreds med sig selv og følte sig utilstrækkelig.
Han elskede mor så meget, men følte han kun var en byrde og der er ingen tvivl om at den bortgang han fik, i hans øjne var den mest værdig måde han kunne gå bort på.
Så på den måde er vi nu overfor far forpligtet til at komme videre og ikke at lade os tynge alt for meget af vores tab.
Det er forår. Kartoflerne har han sat og på Troldborg er der sået. For ham er det det helt rigtige tidspunkt for os at komme videre på!
Det var onsdag morgen til normal røgtetid, at han stod op og lod kroppen falde, gammel og udslidt, resolut og handlekraftigt som i hans bedste år, som et slag i bordet. Bump! Nu var det vist på tide at komme videre!
Så måske kunne vi synge "I østen stiger solen op" for ham nu!
Lisbeth, Jens og Peder
